Aktuelle udstillinger Bogense

Galleri Rasmus Bogense
Helt vildt!

fra den 27. april til den 25. maj

Malerier af Uffe Christoffersen, Steen Kirkegaard Erichsen og Ole Hedeager

Keramik af Jette Sissi Briffa

Uffe Christoffersen er især kendt for at bruge tigeren som motiv i sine malerier. Særligt vilddyrets gule og orange farver har fanget Uffe Christoffersens opmærksomhed. For ham er det farven, der er maleriets vigtigste udtryksmiddel. Motiv og form er ‘blot’ redskaber, der tjener til at formidle indholdet i kunstnerens koloristiske udfoldelser.

Uffe Christoffersen er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han var elev hos Egill Jacobsen, der i sin tid var med i kunstnersammenslutningen CoBrA. Uffe Christoffersen har selv været medlem af kunstsammenslutningen Violet Sol i 1974 og har siden 1994 været medlem af kunstsammenslutningen Corner. 

På denne udstilling viser Uffe Christoffersen tigere i en vild, farverig og ny-ekspressionistisk stil.

Steen Kirkegaard Erichsen (f. 1960) er en af de mest talentfulde surrealister i Danmark. Måske er surrealist ikke det helt rigtige ord, for kunstneren opererer et sted imellem den knivskarpe realisme og det mere dobbelttydige symbolsprog hos surrealisterne. Steen Kirkegaard Erichsen har, selv om han først debuterede i 1993, alligevel allerede ret hurtigt været i stand til at skabe sit helt eget specielle billedunivers, hvor det skaldede menneske kæmper sig frem gennem alle livets genvordigheder. Steen Kirkegaard Erichsen modtog Statens Kunstfonds Arbejdsstipendium 2002-2004 og har siden 1993, hvor han havde sin første separatudstilling, vist sine værker i en lang række gallerier og museer. Det er da vildt!

Ole Hedeager har i mange år arbejdet som illustrator og kunstmaler og har bl.a. været med i tv-dysten “Danmarks bedste portrætmaler”. Men det er efter han begyndte at “drypmale”, at hans helt store gennembrud er kommet. Han er en af de få danske kunstnere, som dyrker ”drip painting”. En teknik, der med den kendte amerikanske avantgardekunstner Jackson Pollock fik sit gennembrud tilbage i 1940’erne. Men modsat Pollock bruger Ole Hedeager teknikken til at skabe figurative værker med skikkelser eller ansigter som det centrale motiv. Han tilføjer en ny dimension, når han “drypper” sine figurer ud på lærredet. Det er helt vildt, hvad den mand kan!

Jette Sissi Briffa er egentlig uddannet kok og har bl.a. arbejdet på den en gang så kendte restaurant ”Under Lindetræet” i Odense. Kokkeerhvervet var for hårdt, derfor startede hun i 1990 på Seminariet for Hverdagskunst i Kerteminde med stoftryk og batik som sit hovedfag og keramikken som bifag.

Så snart Jette fik leret i hånden, måtte hun overgive sig. Siden har hun ikke rørt tekstilstoffer. Leret og dets muligheder klæber bogstaveligt talt til hende. Jette Sissi Briffa er et legebarn, et omvandrende eksperimentarium, der aldrig stopper med at udforske og afprøve nye muligheder. På denne udstilling viser Jette Sissi Briffa sine vilde keramiske eksperimenter.